En weekend fuld af gode ting

Alba og jeg holdt fri i fredags, så vi har haft en dejlig lang weekend. Og igår, da jeg cyklede hjem efter en biograftur med en god veninde (og fór vild på Amager, grundet min ikkeeksisterende stedsans, men det er en anden historie), følte jeg mig helt let og glad. For vi har haft en helt perfekt weekend, fyldt med tid, nærvær, kærlighed og leg.

Vi har gået tur på stranden i Albas tempo, klatret og rutschet på store sten. Vi har hørt Alberte og danset fjollet. Vi har leget med Albas dukke Anna, som hun elsker enormt højt og helst tager med overalt. Vi har været på Frederiksberg flere gange (ja, jeg lider lidt at hjemve. Selvom jeg slet ikke er i tvivl om, at vi bor det rigtige sted for os nu, vil jeg nok altid elske Frederiksberg. Åh, Frederiksberg!). Men altså, vi har været på Frederiksberg for at købe sommertøj og sandaler, gå på café, drikke juice og spise frokost. Og også bare for at være på Frederiksberg.

 

 

 

 

 

På vej hjem i går faldt Alba i søvn i metroen. Jeg fik bakset hende op på skuldrene, og det var så skørt og skønt at gå dér med et sovende barn hængende om nakken. Weekenden sluttede Alba af på restaurant med sin far og farmor (hvor hun efter sigende spiste alle desserterne – ren lykke!), og jeg sluttede den af ved at fejre min gode venindes fødselsdag med dinner and a movie. Helt, helt perfekt. Hvor jeg elsker at bo i byen igen!

LÆS MERE

Diy: Legekøkken af ikea-skammel

Jeg elsker at lave ting selv og at sætte ting i stand. Jeg elsker også at kunne lave noget ud af ting, vi allerede har og ting med flere funktioner.

Idéen til det her legekøkken er ikke min egen, da det er noget jeg har set billeder af rundt omkring på nettet (der er en meget fin DIY her), men jeg vil lige vise det frem alligevel. Vi er nemlig virkelig glade for det.

Alba havde før et klassisk legekøkken fra ikea. Men vi syntes, det fyldte en del, og derfor besluttede jeg at lave den skammel, vi alligevel havde, om til køkken. Vi bruger den stadig som skammel, for eksempel ved madlavning (eller når jeg ike kan nå ting i vores meget højtplacerede overskabe), og så bruger Alba den en hel del til køkken- og butikslege.

Her er en liste over, hvad jeg har brugt til at lave det:

  • Denne skammel fra ikea
  • en rest blå træmaling fra da jeg malede Albas triptrap-stol
  • en rest sort træmaling
  • en dymo
  • et skærebræt i plastik, betrukket med stof, som hylde
  • fire små knager fra vipp (dem som følger med, når man køber fx deres opvaskebørste)
  • to porcelænsgreb fra søstrene grene (som er det eneste, jeg ikke havde i forvejen)

 

Legekøkkenet var et sjovt, nemt og relativt hurtigt projekt. Jeg synes, at hjemmelavede ting er et hyggeligt indslag i indretningen i alle hjemmets rum. Albas køkken står i vores køkken, både fordi det er hyggeligt med parallelleg, men også fordi vi jo bruger køkkenet som skammel, og så er det nu engang praktisk, at det ikke står i et andet rum. Derudover gør det mig glad at se Alba lege med noget, jeg har lavet til hende, og ofte sparer vi både penge og miljøet, fordi jeg laver ting ud af noget vi har, eller noget jeg har købt brugt.

LÆS MERE

Færre ting og mere tid

Det er mig en gåde, hvordan jeg konstant formår at anskaffe mig flere ting. Hvordan Alba har så meget legetøj, som hun ikke bruger (selvom hun har færre legeting end de fleste – men hun har aldrig været rigtig glad for legetøj). Men alle de ting. De tager plads, de tager tid og de tager overskud.

Det er ikke, fordi jeg er minimalist. For det er jeg ikke. Jeg har i virkeligheden altid været lidt af en samler. Men jeg har de seneste år øvet mig i at smide ud. At leve efter princippet om, at jeg ikke har for lidt plads, men for mange ting. Og at jeg kun skal gemme på ting, der gør mig glad eller er nyttige.

Fordi vi har flyttet en del de seneste år, har vi også ryddet en del op. Og for tiden er vi i gang med at rydde op og ud.

Jeg tænker meget over, hvilke værdier, vi giver videre til Alba. Og om det, hun får med hjemmefra kan gavne hendes liv og gøre hende mere glad, end hvis vi gjorde tingene anderledes. Og det med at have færre ting, tror jeg på, vil gavne hende. Gøre hende mere glad of mere fri.

Jeg har i mange år slæbt rundt på alt muligt. Men for hvad? Jeg har eksempelvis en rygsæk med ting i fra min far. I år er det 19 år siden, han døde. I starten kunne jeg godt lide at kigge på tingene i rygsækken. Tage dem frem og lægge dem på plads igen. Jeg ved ærligt ikke, hvornår jeg sidste har gjort det. Ikke mens jeg har haft Alba i hvert fald. Min far ville uden tvivl være ligeglad med, om jeg har gemt hans ting. Derudover synes jeg også, at det er en trist tanke, at min far her på jorden er reduceret til en rygsæk fuld af ligegyldigheder. De ting må jeg også hellere snart give slip på.

Men altså – jeg rydder op. I mine egne ting og i Albas ting. Meget af det, vi ikke bruger, ryger til genbrug, og nogle af Albas ting gemmer jeg. I hvert fald for nu. Ting, jeg tænker, hun kunne blive interesseret i igen – eksempelvis lego. Jeg har også gemt en dukke, jeg har syet til hende, men det er nok mere mig, der ikke kan skille mig af med den. Og det er jo netop den trang til at gemme, jeg helst ikke vil give videre.

Så jeg øver mig. Og håber, at jeg lykkes med at komme af med ting, vi ikke bruger, så vi kan bruge mindre tid på ting og mere tid på hinanden. For det er trods alt det, vi bedst kan lide – at være sammen.

LÆS MERE

At bære sit barn

Alba har aldrig været glad for at være alene, og hun er det stadig ikke. Fra hun blev født, græd hun hver gang, hun blev lagt ned. Både når hun var vågen, og når hun sov. Da hun var omkring 14 dage gammel bevægede jeg mig derfor udenfor i vinterkulden. Vi boede på Frederiksberg dengang, og jeg gik hen i Purebaby, hvor jeg vidste, jeg kunne finde en vikle. Jeg valgte en fin, grå, økologisk strækvikle, som skulle vise sig at være det bedste køb, jeg nogensinde har gjort mig.

Det er jo svært, det der med at vide, hvad der er et hit hos ens barn, og hvad der ikke er. Men hånden på hjertet, så ved jeg ikke, hvordan jeg havde overlevet uden den vikle. Det var ikke noget, jeg havde planlagt på forhånd, men det lod til at være det eneste rigtige for det barn, jeg fik. Det første lange stykke tid af hendes liv, tilbragte Alba som kænguruunge i en tryg lomme. Det var det eneste sted, hun ikke græd. Hun sov fantastisk i viklen (og hun var ellers ikke den store tilhænger af søvn). Hun kunne være vågen i viklen og iagttage verden fra sin trygge hule. Og jeg havde arme, og jeg kunne spise, samtidig med, at jeg var tæt på mit tryghedssøgende barn. På den måde hjalp viklen os begge.

“Men hvorfor lader du hende ikke bare græde”. Det er jeg tit blevet spurgt om. Det ville jo unægteligt gøre tingene en del lettere, hvis hun kunne ligge lidt selv. Men jeg er allergisk overfor gråd, og jeg har altid været det. Jeg bliver så ked af det, når børn er kede af det. Når børn græder. Når jeg selv græder har jeg ikke lyst til at blive ignoreret, og jeg forestiller mig, at små børn har det på samme måde. Som forælder skal man jo gøre det, der føles rigtigt for én selv. Og for mig føles gråd ikke rigtig. Slet ikke, når jeg kan trøste mit barn med noget så simpelt som et meget langt stykke stof.

Samtidig er det måske noget af det hyggeligste i verden at have sit barn så tæt på en. I starten skulle jeg overvinde min forestilling om, at børn sover godt i barnevognen. For det gjorde Alba ikke. Slet ikke. Og da jeg accepterede det, kunne jeg begynde se det hyggelige i, at have hende helt tæt på mig (måske pånær de lange nætter, hvor jeg gik frem og tilbage i vores 3-værelses på 3. sal med Alba i viklen. Der ville jeg helt klart hellere have sovet).

Senere har det vist sig at være enormt praktisk at have et viklebarn. Det er meget lettere at komme omkring uden klapvogn, både herhjemme, men måske især når vi har rejst. Da Alba var halvandet rejste vi jorden rundt, og der var viklen helt uundværlig. Vi brugte den på de lange flyture, til transport og til søvn. Senere har jeg også købt en skøn fastvikle og en bæresele til store børn. Bæreselen synes jeg især er god om vinteren, hvor jeg godt kan have lidt svært ved at vikle stramt nok udenpå alt overtøjet.

Og Alba er selvfølgelig stor nok til at gå selv nu. Og det gør hun også tit. Ofte har jeg hende på skuldrene, hvis hun trænger til en pause. Hvis vi skal gå langt eller være ude en hel dag, har jeg tit bæreselen med. Fordi hun elsker den. Og jeg elsker den. Og det fungerer for os. Og det er vel i virkeligheden det, forældreskab ofte handler om. At gøre det, der fungerer.

LÆS MERE

At blive mor

At blive mor er uden tvivl både det letteste og det sværeste, jeg nogensinde har prøvet. Det letteste fordi, hvad er lettere og mere perfekt end at blive skænket det bedste menneske, man nogensinde  har mødt? At få til opgave at passe på netop det menneske og at se det menneske udvikle sig og stadig forblive helt sin egen? Og det letteste fordi jeg til tider kan opleve en form for dyrisk naturlighed i min rolle som mor. Og når jeg lytter til den, bliver alting lettere.

Men det er ikke kun let. Det er også  til tider svært. Meget endda. Det er svært at blive konfronteret med sig selv og sin egen utilstrækkelighed. Det er svært at sætte sig selv til side. Og så er det pokkers svært at være voksen.

Især det sidste har jeg skulle vænne mig meget til, og jeg øver mig endnu. Både på at leve op til min forestilling om, hvad en rigtig voksen gør, og på at ændre min forestilling om, hvad en rigtig voksen gør. For i bund og grund ER jeg jo en rigtig voksen. Jeg bliver for pokker da 30 til min næste fødselsdag. Men jeg ved stadig ikke, hvor mine nøgler er, og at der er mad i mit køleskab er ikke min fortjeneste.

Og sådan kan en voksen og en mor åbenbart også være. En der føler, hun famler i blinde med det ENE formål at gøre sit barn glad og tryg. En, der lever en hel del i sit hovede og vender hver en situation med sine egne (og sommetider Googles) normer for, hvad en voksen og en mor er for en størrelse. En, der konstant søger efter sin egen anerkendelse af at gøre tingene godt nok, men ikke altid får den.

Jeg havde forventet, at en voksen var en, der havde styr på tingene, og at en mor var en, der vidste alt. Men sådan er det ikke hos os. For selvom hele min verden ændrede sig, da jeg blev mor, så ændrede JEG mig ikke. Jeg er præcis så usikker og forvirret og bange, som jeg altid har været. Og også præcis så skør og påståelig og modig. Jeg handler på følelser og mavefornemmelser, tænker for lidt før jeg taler og for meget efter. Og jeg håber så inderligt, at jeg formår ikke at ødelægge det fine, kloge menneske, jeg har fået æren af at passe på. At jeg kan give hende de bedste betingelser til at vokse og blomstre i. At hun bevarer sin nysgerrighed, sin stædighed, sin indlevelsesevne, sin humor og sit omsorgsfulde væsen. At hun får et liv fyldt med glæde, kærlighed, tryghed og gode mennesker.

LÆS MERE

Tøj og farver

Kære verden

Skal vi ikke nok stoppe med at kønsopdele alting? Jeg bliver så ærgerlig, og jeg tror, det skader mere, end det gavner. Som for eksempel da Alba kom hjem efter sin første dag i børnehaven, kiggede sig i spejlet og nedslået sagde “jeg ligner en dreng”. “Hvorfor synes du det, skat?” svarede jeg. “Fordi jeg har skjorte på,” sagde hun trist. Den skjorte, hun havde fået få dage inden. Den skjorte, hun havde været så glad for. (Jeg havde også skjorte på den dag, og jeg lignede tilsyneladende en mand…)

Som mor er jeg blevet enormt opmærksom på, hvor kønsopdelt verden er. Hvordan det er indlejret i alt, hvad vi omgiver os med. Hvordan børnetøj er kønsopdelt i butikkerne, til trods for at børns kropsbygning er ens uanset køn. Hvordan det tøj, der hænger i pigeafdelingen er sværere at bevæge sig i, så vores døtre ikke får samme gode bevægelsesfrihed som vores sønner. Hvordan bestemte farver og bestemte lege bliver betegnet som “drengefarver” eller “pigelege”.

Da Alba for nyligt fik ny cykel, valgte hun en fin lyseblå en, til  den rare cykelmands store overraskelse. Jeg kan nu godt forstå hende – jeg elsker selv blå. Det samme gør Alba – præcis ligesom hun elsker rød, brun, grøn, lilla, gul og… jeg kunne blive ved.

Så skal vi ikke blive enige om, at der findes mennesker, der findes tøj, der findes legetøj og der findes farver. Og at det er op til den enkelte at vælge det, de synes er pænest, rarest og sjovest uanset køn. Det ville være så rart…

LÆS MERE

En ufrivillig øvelse i minimalisme

En af de ting, jeg er blevet virkelig opmærksom på de seneste par år er – ja – ting. Alle de ting, vi fylder vores hjem med, og som i sidste ende ikke kun koster penge, men også koster tid og frustration. I et hjem med mange ting skal man lede efter det, man skal bruge, længere, og man skal også bruge længere tid på at rydde op.

Derfor har jeg i vores seneste års flytninger prøvet at skille mig af med så meget som muligt – og jeg prøver endnu. Jeg har altid lidt været en samler, og derfor er det enormt svært at give slip på ting for mig. Men jeg er blevet bedre til at give slip og sende fine og funktionelle ting videre. Jeg smider aldrig ud, men giver i stedet tingene til genbrugsbutikker, byttecentraler eller sælger dem. Det kan mit samler-gen bedre håndtere, og min samvittighed overfor miljøet ligeså.

Og nu til min ufrivillige øvelse i minimalisme – som faktisk endte med, at jeg har taget følelserne ud af mange af mine ting (så nu skal jeg bare i gang med at sortere og skille mig af med dem). I januar måned havde jeg en dag et armbånd på, som jeg har arvet fra min farmor. Et armbånd, hun har fået specialfremstillet med sine fem børns stjernetegn. Et armbånd, der har stor affektionsværdi for mig, og som også er et af de eneste smykker, jeg bruger. Dagen efter, jeg havde haft min farmors armbånd på, kunne jeg ikke finde det. Jeg ledte overalt. OVERALT. I skuffer og skabe, i flyttekasser og på alle horisontale flader i lejligheden. Men det var og blev forsvundet.

De følgende uger var jeg virkelig ærgerlig og ked af det over at have mistet mit armbånd. Jeg følte mig så dum, for jeg kunne huske, at jeg havde taget det af – bare ikke hvor, jeg havde lagt det. Som tiden gik affandt jeg mig med, at jeg nok var kommet til at smide det ud. Min farmor var heldigvis det mindst materialistiske menneske, jeg nogensinde har kendt, og hun havde uden tvivl sagt PYT! Og det hjalp. Jeg sluttede fred med det og stoppede med at tænke på det. Mit forhold til min farmor har alligevel ikke noget med et armbånd at gøre. Jeg lærte på den måde at løsrive mig mere – fra armbåndet og fra andre ting, der har en sentimental værdi for mig.

Og så en dag, bedst som jeg havde taget afsked med mit armbånd, da jeg havde en jakke på, jeg ikke havde brugt siden den dag i januar, og jeg skulle låse mig ind i min opgang, fandt jeg min farmors armbånd i lommen ved siden af mine nøgler. Og jeg blev glad for at det havde været væk og glad for, at det var der. For nu er jeg kommet tættere på at skille mig af med endnu flere ting, der fylder i mit hjem, mit hovede og mit liv. Og samtidig kan jeg have mit yndlingssmykke på en gang i mellem. Og det er jeg virkelig glad for.

LÆS MERE

Løbecykler og gulerødder

Jeg elsker hverdagen. Virkelig elsker. Det har jeg altid gjort, og jeg har nok aldrig helt forstået, hvorfor den er så udskældt. Det hænger nok sammen med, at jeg har en vis forkærlighed for rutiner og det genkendelige (okay, nu lyder jeg enormt kedelig, så jeg vil lige skynde mig at indvende, at jeg elsker at rejse præcis lige så meget, som jeg elsker hverdagen).

Men tilbage til hverdagen – nærmere bestemt i går. I går var ganske enkelt perfekt i al sin trummerum. Alba cyklede glad og stolt til børnehave på sin nye løbecykel. Hun har aldrig været glad for ting med hjul, og hendes nyfundne interesse for at cykle er derfor længe ventet. Hun har haft en løbecykel i træ, som hun fik, da hun blev 2 år. Hun er aldrig rigtigt blevet venner med den. Og da jeg så hende øve sig på børnehavens puky, kunne jeg med det samme se, at det ikke er konceptet løbecykel, hun er imod. Så nu har hun en puky – den her puky.

Turen hjem gik med en anelse mindre koncentration om at køre på cykel end turen ud. Sådan er det efter 6 timer i børnehave – koncentrationen er brugt op. Måske særligt, når man stadig er ved at vænne sig til det hele. På vej hjem klappede Alba til sin store begejstring hele to hunde. Den ene fik hun endda lov til at give en gulerod (hvem havde troet, at gulerødder var noget for en hund?). At købe ind gik fint – uden alt for meget brok over at skulle gå selv, at varerne fyldte for meget i vognen, så man ikke kunne brede sig, at man ikke fik en lille vogn, at man ikke kan skubbe den store vogn og sidde i den samtidig. Det var rart og hyggeligt at købe ind og snakke om, hvad vi skulle have. Alba ville enormt gerne have gulerødder, ligesom hunden, og det er svært at sige nej til gulerødder.

Da vi skulle lave mad, viste jeg hende, hvordan hun kunne skrælle gulerødder (som hun så spiste mens jeg lavede resten af maden). Hun dækkede bord, som hun gør hver dag på eget initiativ. Hele hendes verden bryder sammen, hvis hun ikke “får lov” – altså, hvis vi lige havde glemt, at det er hendes opgave. Det er meget tydeligt, at det er vigtigt for hende at hjælpe og at have en funktion, og det kan jeg godt forstå. Så vi prøver at huske ikke at dække bord.

Efter maden sagde Alba selv, at hun gerne ville i seng. Og det var så den dag. Ikke særligt storslået og helt og aldeles perfekt.

LÆS MERE

Du må ikke gå, mor

Det aller værste jeg ved er nok at gå fra Alba efter hun har sagt “du må ikke gå, mor”. Hvad enten hun siger det som en stille, næsten uhørlig hvisken, eller hun højlydt og grædende gentager det om og om igen, og hvad enten hun siger det i børnehaven, eller hun er sammen med sin far, så hader jeg det virkelig. Det føles fuldstændig naturstridigt og hver en fiber i min krop har lyst til at opfylde hendes ønske.

Alba og jeg er meget sammen, fordi vi begge trives med det. Jeg har ikke det store behov for at være uden hende, men en sjælden gang imellem går jeg ud uden hende, før hun sover. I perioder har det været okay. Mens det i andre perioder har været svært. For tiden er det rigtig svært for hende.

Vi er jo lige flyttet og hun er startet i børnehave. Og hun er på mange måder et ret sensitivt barn. Så det giver god mening, at hun har en periode netop nu, hvor hun har brug for ekstra tryghed. Og jeg skal huske på, at den tryghed kan hun også sagtens få hos Kenneth, selvom hun efterspørger mig. For vi er meget sammen. Og han er præcis lige så fyldt med kærlighed til hende, som jeg er. Og det vil jeg prøve at huske, også når jeg har ondt i maven over at gå.

LÆS MERE

Det perfekte sted at bo

De seneste 2 år er vi flyttet 3 gange. Første gang flyttede vi i vores drømmelejlighed på Frederiksberg – 5 minutter fra den lejlighed, vi flyttede sammen i, da vi var 19 og 20 år gamle. Anden gang havde vi fundet ud af, at vi bestemt ikke skulle bo i byen mere, så vi flyttede i et (alt for) stort hus nord for København. Og tredje gang – i januar i år – flyttede vi tilbage til byen, tæt ved Amager Strandpark.

Og nu tror jeg virkelig, at vi har fundet det perfekte sted at bo. Det perfekte sted for os. (Det troede jeg også de to forrige gange, men det lader vi lige ligge, ikke?). Her er strand, indkøbsmuligheder og metro lige om hjørnet – og det er åbentbart præcis det, vi gik og drømte om.

Fordi vi åbenbart elsker at flytte, har Alba også skulle skifte institution et par gange. En ting, der har været med i vores overvejelser omkring at flytte rundt på den måde. Heldigvis er hendes to skift faldet sammen med, at hun alligevel ville have oplevet skift. Første gang fordi hun var blevet meget ked af at være i sin vuggestue, efter hendes yndlingsvoksen var stoppet. Og anden gang fordi hun skulle i børnehave.

Bortset fra, at vi er ekstremt ustrukturerede, har det været så fint at flytte. Også med Alba. Hun er et barn, der nyder sit eget selskab (og voksnes selskab) enormt meget, så der har ikke været venner at sige farvel til, hvilket uden tvivl har gjort det nemmere. Hun taler naturligvis stadig om sin gamle vuggestue – præcis som hun også taler om vores tidligere hjem. Hun snakker om “dengang vi boede på Frederiksberg” og hun snakker om “huset”. Det er en del af hendes historie, at hun har boet forskellige steder og gået i forskellige vuggestuer. Vi er også opmærksomme på ikke, at hun ikke skal have flere skift nu. Vi flytter ikke (kommune) igen.

Denne gang bliver vi boende.

LÆS MERE
1 2